Profil / Kunstanmelder - udtale
 
   ”Farverig leg”
______________________________________________________________________
 
Om Malene Edstrands kreative univers.
 
Malene Edstrand er en billedskaber med mange års kreativitet bag sig. Når hun udtrykker sig foregår det som i en leg af farver, former og fantasi. Det er sjovt og alsidigt og ikke mindst kreativt.
 
Malene Edstrand siger selv: "Min interesse for kunst stammer tilbage fra min barndom, hvor jeg blev "stopfodret" med kunst - især billedkunst. Jeg er vokset op i et hjem - ikke med klaver - men med moderne kunst overalt. Der var altid papir til rådighed sammen med en stor bunke fedt-farver”

De mange farverige indtryk fra hendes barndom er gået i blodet på hende. Det er som om hun slet ikke kan lade være med at udtrykke sig i farver og former og hun er ikke sådan at sætte i bås. Hun vil hellere boltre sig på den store mark, hvor alt er tilladt og leg er en selvfølge. Derfor oplever man også en stor nysgerrighed og spændvidde i hendes kunstneriske univers, hvor der afsøges nye kroge og sider af sig selv, som ligger dybt forankret. Hendes formsprog er ikke fastlagt på forhånd, motiverne dukker op i løbet af processen og ingen ved hvad det munder ud i, men der er ingen tvivl om at personer nærmest er et hovedtema i Malenes billeder.

Malene Edstrand benytter sig af flere forskellige udtryk. Lige fra landskabelige abstraktioner til malerier med nærmest barnlige anstrøg, der er meget fortegnet og udtryksfulde. De, indimellem, ansigtsløse figurer, i de farvemættede malerier, optræder som oftest flere sammen eller som solister. De ”taler” til beskueren og ser på os, skønt de hverken har øjne eller mund. Men de ansporer os til at lytte til deres historie og fortælle den videre.

I det hele taget er Malene Edstrands glade og farverige verden, som at tage en tur i slaraffenland, hvor fantasien blomstrer og livsglæden hænger og dasker os om ørerne som en plukkemoden appelsin. Farverne bliver på det nærmeste stoppet ned i halsen på os og fylder os med smil og glæde.

Det er uden tvivl én stor legeplads, hvor de små humoristiske figurer indbyder os til at lege med.

Af Kirsten-Marie Hedeland, gallerist og kunstskribent

Malene Edstrand | CVR: 32863310 | 3520 Farum  | Tlf.: 44959618